Vedtægter for SIF Skovlunde Badminton

§ 1. Foreningens navn er SKOVLUNDE IDRÆTSFORENING, BADMINTON, og dens hjemsted er Skovlunde.

Foreningen er stiftet den 1. marts 1948 som afdeling i Skovlunde Idrætsforening, der er stiftet den 6. marts 1938.

Foreningens formål er at skabe et godt kammeratskab og give gode muligheder for at medlemmerne kan spille badminton, hvori alle uanset alder kan deltage i turneringer m.m., samt med udgangspunkt i fællesskabet og det sociale liv i klubben, at udbrede kendskabet til badminton.

§ 2. Foreningen er tilsluttet Dansk Badminton Forbund, under Dansk Idræts Forbund og DGI Danske Gymnastik & Idrætsforeninger, og disses medlemmer er således underkastet ordens og amatørregler som måtte fremsættes af disse forbund.

§ 3. Foreningen har en senior-, ungdoms-, motions-, og veteranafdeling.

Som aktivt medlem i senior-, motions-, og veteranafdelingen kan optages enhver mand eller kvinde, der er 16 år og som medlem af ungdomsafdelingen kan optages enhver pige eller dreng. Indmeldelse sker for ungdomsafdelingens vedkommende med forældres eller værges tilladelse. Dog kan bestyrelsen nægte optagelse, hvis særlige grunde taler derfor. Udelukket fra optagelse er ekskluderede medlemmer fra andre foreninger under dansk idræts Forbund og DGI Danske Gymnastik og Idrætsforeninger, før deres forhold til den pågældende forening er bragt i orden. Medlemmer er foruden foreningens lov, underkastet de af bestyrelsen og spilleudvalget til enhver tid udfærdigede bestemmelser og reglementer. Æresmedlemmer udnævnes af bestyrelsen ved stemmeflertal.

§ 4. Alle, som tilslutter sig foreningens formål, kan optages som medlem af klubben.

Medlemmer kan hos foreningen i den udstrækning pladsforholdene tillader det, træne single og double. Kontingent fastsættes og forelægges til godkendelse på den ordinære generalforsamling. Kontingent betales for hele indeværende sæson, og skal erlægges ved indmeldelsen. Foregår indmeldelsen senere på sæsonen, vil der blive givet reduktion af kontingentet. Hvis et medlem bliver langvarigt syg eller fraflytter kommunen, kan det for resten af sæsonen indbetalte kontingent refunderes mod dokumentation.

§ 5. Udmeldelse skal ske skriftligt eller på mail til foreningens kasserer inden den 1. august.

Medlemmer, der ikke overholder foreningens love og reglementer, kan af bestyrelsen idømmes karantæne. Eksklusion af et medlem kan kun finde sted, såfremt dette vedtages på en ordinær generalforsamling.

§ 6. Foreningens medlemmer må ikke uden bestyrelsens tilladelse deltage i konkurrencer og lignende for andre klubber.

Spillere kan deltage i interne turneringer såfremt vedkommende er spilleberettiget til et af klubbens hold.

For at deltage i klubmesterskaberne kræves endvidere mindst 2 måneders medlemskab af foreningen.

§ 7. Foreningens daglige ledelse forestås, af en bestyrelse, der repræsenterer klubben i alle forhold og udfører lovligt vedtagne beslutninger, ligesom bestyrelsen forpligter foreningen.

Bestyrelsen består af 8 personer: Formand, næstformand, sekretær, kasserer, seniorudvalgsformand, ungdomsudvalgsformand, motionistudvalgsformand og veteranudvalgsformand.

Formand, sekretær, senior- og veteranudvalgsformand vælges på ulige år.

Næstformand, kasserer, ungdoms- og motionistudvalgsformand vælges på lige år.

Hvert år vælges en suppleant.

Udtræder i valgperioden noget medlem af bestyrelsen, supplerer denne sig selv. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Seniorudvalg (3 medlemmer), ungdomsudvalg (3 medlemmer), motionsudvalg (3 medlemmer) og veteranudvalg (3 medlemmer) vælges på den ordinære generalforsamling, for 2 år ad gangen, således at udvalgene vælges på forskudt år i forhold til udvalgsformændene.

Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 5 bestyrelsesmedlemmer, heraf formanden eller næstformanden, er til stede. I tilfælde af stemmelighed, har formanden (evt. næstformanden) den afgørende stemme. Bestyrelsen fører protokol over generalforsamlinger og bestyrelsesmøder.

§ 8. Foreningens regnskab er 1. juli til 30 juni.

Kassereren skal inden 15. august afgive driftsregnskab og statusopgørelse pr. 30 juni til revisor. Regnskaberne, forsynet med revisionspåtegning, forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse.

§ 9. Formanden og kassereren har tegningsret for foreningen, og bestyrelsen tegner foreningen i alle henseender.

Foreningens kontante beholdning må ikke overstige 2.000,00kr. Overskydende beløb skal indsættes på klubbens bank – girokonto. Regnskab og kassebeholdning, herunder indestående på bank – girokonto, bør forevises ved bestyrelsesmøderne.

§ 10. Den ordinære generalforsamling vælger 1 revisor og 1 revisorsuppleant. Revisoren vælges for 2 år ad gangen på ulige år. Suppleanten vælges for 1 år.

§ 11. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

Generalforsamlingen indkaldes med mindst 2 ugers varsel, ved bekendtgørelse på foreningens hjemmeside og ved fremsendelse af e-mail til medlemmerne. Dagsordenen bekendtgøres sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen. Forslag, der ønskes behandlet, skal være bestyrelsen i hænde senest 1 uge før generalforsamlingen. I sager, der ikke er opført på dagsordenen, kan en generalforsamling ikke tage bindende beslutning. Enhver lovlig indkaldt generalforsamling er beslutningsdygtig. Alle aktive medlemmer har stemmeret, dog gælder for medlemmer under 15 år, at stemmeretten kan udøves af forældre/værge på generalforsamlingen. Passive medlemmer har kun stemmeret, når de har været medlem af foreningen i de 2 forudgående år. Alle medlemmer kan vælges til klubbens bestyrelse, dog kan et bestyrelsesmedlem under 18 år ikke gøres økonomisk ansvarlig i nogen henseende eller vælges til revisor. Kun medlemmer til stede på generalforsamlingen – eller som har givet skriftligt tilsagn kan nyvælges, medens genvalg kan ske efter mundtligt tilsagn til bestyrelsen. Stemmeret kan kun udøves ved personligt møde og når forfaldet kontingent er indbetalt. Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der leder forhandlingerne og bestemmer afstemningsmåden. Skriftlig afstemning skal dog finde sted, dersom 1/3 af de stemmeberettigede forlanger det. Alle afstemninger om udelukkelse skal foregå skriftligt.

§ 12. Den ordinære generalforsamling afholdes senest den 15. september hvert år.

Dagsordenen skal mindst indeholde følgende punkter:

1. Valg af dirigent og 2 stemmetællere. 2. Beretninger: 📝 Formandsberetning 📝 Seniorudvalgsberetning 📝 Ungdomsudvalgsberetning  📝 Motionsudvalgsberetning 📝 Veteranudvalgsberetning

3. Regnskabsaflæggelse 4. Kontingent 5. Indkomne forslag 6. Valg af bestyrelse og suppleant, jfr. Paragraf 7. 7. Valg af udvalg 8. Valg revisor og revisorsuppleant, jfr. Paragraf 10. 9. Eventuelt

§ 13. Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst ¼ af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt forlanger det. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 1 måned efter, at opfordringen hertil, ledsaget af den til behandling ønskede dagsorden, er kommet bestyrelsen i hænde. Ekstraordinær generalforsamling indvarsles som den ordinære. Ekstraordinær generalforsamling indvarslet på medlemmernes begæring er kun beslutningsdygtig, når 4/5 af underskriverne er tilstede. Lovændringer kan ske ved simpelt stemmeflertal. Det skal i indkaldelsen til generalforsamlingen anføres, at der er tale om lovforslag.

§ 14. Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling. Til dennes beslutningsdygtighed kræves, at mindst halvdelen af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede, og til forslagets vedtagelse kræves, at mindst 5/6 af de mødte stemmer derfor. Opnås sådant flertal på en ikke beslutningsdygtig generalforsamling, indkaldes en ny generalforsamling, hvor da beslutningen kan træffes med ovennævnte stemmeflertal uden hensyn til de mødte stemmeberettigedes antal. I tilfælde af ophævelse eller opløsning, skal foreningens tilstedeværende midler, efter at alle påtagne forpligtelser er opfyldt, anvendes til udbredelse af badminton i Ballerup kommune, dog ikke af kommerciel art. Generalforsamlingen tager nærmere bestemmelse herom. Simpelt stemmeflertal er her afgørende.

Vedtaget på ekstraordinær generalforsamling den 31. august 2023